Der er meget positivt at sige om Kræftplan V (KPV). Med intentioner om løft af kompetencer, monitorering, ensartet døgndækkende rådgivning, tidlig palliativ indsats og mere tid til patienterne i eget hjem, ønsker man fra regeringen, at sikre, at patienter med livstruende sygdomme får den nødvendige lindring og omsorg i trygge omgivelser eller eget hjem.

I DSPaM mener vi stadig, at der er behov for, at ansvaret for organiseringen af den specialiserede palliative indsats i Danmark samles ét sted. Det er afgørende, at der kommer reelle forpligtende krav til regioner og kommuner, og derfor bliver det spændende at se, om de planlagte nationale kvalitetsstandarder indenfor palliation kan leve op til det, der er brug for!

Vi mener også stadig, at der bør være obligatorisk uddannelse i palliation for alle sundheds-professionelle, allerede på studiet, og at palliativ medicin bør løftes til et selvstændigt lægefagligt speciale.

Vi vil fra DSPaM gøre alt hvad vi kan for at holde regionerne, Sundhedsstyrelsen og politikerne fast på de fine løfter som beskrevet i KPV:

Regeringen vil styrke kapaciteten og kompetencerne til den palliative indsats, så patienter med livstruende sygdomme får den nødvendige lindring og omsorg i trygge omgivelser eller eget hjem.

  • Sikre, at sundhedspersonalet i hele landet har ensartet adgang til rådgivning i palliation døgnet rundt, alle ugens dage.
  • Udforme en opgavebeskrivelse til det almenmedicinske tilbud, med beskrivelse af opgaver, funktioner og samarbejde, som alle klinikker som udgangspunkt skal leve op til.
  • Sikre kompetenceløft; f.eks. via efteruddannelse eller kurser i palliation.
  • Sikre mere tid til patienterne, så de i højere grad kan modtage palliation tidligt og løbende i deres behandlingsforløb, og at relevant sundhedspersonale kan afholde samtaler med patienterne og deres pårørende om ønsker til den sidste tid.
  • Styrke og sikre tilstrækkelige data på det palliative område, for at skabe bedre overblik over de palliative indsatser i Danmark og eventuelle udviklingspotentialer.
  • Gennemgå reguleringen af hospiceområdet med henblik på at vurdere, om der er behov for ændringer.
  • Sikre ensartede nationale kriterier for henvisning til specialiseret palliation, så patienterne får mere lige adgang til specialiseret palliativ behandling på tværs af landet.
  • Udbrede telepalliation.


Konkret beskrives det i Kræftplan V at regeringen afsætter midler, udover dem som er afsat i forbindelse med sundhedsreformen, til at løfte kapaciteten og kompetencerne til den basale palliative indsats i både kommuner og regioner:

”Med ”Aftale om sundhedsreform 2024” har regeringen og aftalepartierne afsat 250 mio. kr. årligt fra 2027 og frem til en styrkelse af den almene sygepleje i kommunerne og nye tværgående kvalitetsstandarder for området. Her skal de basale palliative indsatser i kommunerne bl.a. løftes.

Derudover har regeringen og aftalepartierne afsat 20 mio. kr. årligt i 2027-2029 og 40 mio. kr. årligt fra 2030 og frem til styrkelse af det specialiserede palliative område i regionerne.”

Et bedre liv med og efter kræft – Kræftplan V Maj 2025