Samlet valgoplæg fra bestyrelsesmedlemmer på valg i DSPaM; Henrik Anker Nielsen, Emma Helledie og Dorte Lange Høst, som er på valg til bestyrelsen i DSPaM på generalforsamlingen den 30. januar 2023.
Henrik Anker Nielsen
Jeg vil gerne tilkendegive mit ønske om at genopstille til DSPaM´s bestyrelse.
Jeg har i de sidste to år været en del af bestyrelsen og i den forbindelse arbejdet for at fremme palliationen både i Danmark og på et mere lokalt niveau. Det er et yderst interessant arbejde, som jeg meget gerne vil fortsætte – jeg håber meget at få denne mulighed. Jeg anser det fortsat for vigtigt, at det palliative felt bliver anerkendt som et selvstændigt speciale, specielt i lyset af vores nye nationale fagspecialistuddannelse. Jeg er selv i gang med den Nordiske Specialistuddannelse i palliativ medicin og håber at færdiggøre denne i år.
Jeg anser det for vigtigt at både læger fra palliative hospitalsafdelinger og fra hospice er repræsenterede i bestyrelsen.
Arbejdsmæssigt har jeg siden 1/6 – 2018 været ansat som overlæge på Sankt Lukas Hospice og Udgående Hospiceteam.
Drivkraften i mit lægelige virke er, at jeg ønsker at arbejde for patienten, med faglighed og kvaliteten i højsædet.
Tidligere har jeg arbejdet på onkologiske afdelinger med tæt relation til palliationen. Kræftområdet er fagligt spændende og menneskeligt udfordrende, hvilket tiltaler mig. Jeg har altid haft som mål at sikre bedst mulig behandling, støtte og empati til den enkelte patient og sat en ære i at kunne formidle onkologiske problemstillinger og eksistentielle udfordringer i et forståeligt sprog – med stort fokus på den enkelte patient og dennes pårørende – med respekt for deres respektive autonomi. Undervisning falder mig let og jeg har en del erfaring hermed inkl. pædagogiske kurser. Gennem mine godt 10 år som overlæge på Onkologisk og Palliativ Afdeling, Hillerød Hospital har jeg haft organisatoriske ansvar for behandlingen af lungekræft herunder initial hjemtagning af lungekræftbehandlingen til Hillerød Hospital. Det har afstedkommet en granskning og forbedring af forløbet for lungekræftpatienterne på Hillerød, som jeg har været leder af. Derved har jeg tilegnet mig stor viden og erfaring med ledelse, forandringsprocesser og implementering af nye kvalitetsforbedringer.
Med et lyst, energisk og åbent sind, har jeg nemt ved at samarbejde med andre og er løsningsorienteret. Jeg er en god “holdspiller” og tilstræber altid en harmonisk omgangsform og tone.
I mit privatliv er jeg nyforelsket, dyrker motion, interesserer mig for politik, kunst samt kultur og elsker at rejse rundt i verden for at opleve andre folkeslag.
Med venlig hilsen
Henrik Anker Nielsen
Overlæge ved Sankt Lukas Hospice og Udgående Hospiceteam
Næstformand Emma Helledie
Kære medlemmer af DSPaM
Jeg har været en del af bestyrelsen siden 2021 og vil gerne stille op igen. Til hverdag er jeg afdelingslæge ved Enhed for Lindrende Behandling på Skejby Sygehus.
Jeg brænder for palliation – for patienterne, deres pårørende, mine kollegaer – og for at skabe større lighed i palliation til alle der har brug for det i Danmark.
Jeg vil arbejde for
- At vi i fremtiden bevarer et tæt og meningsfuldt nordisk samarbejde om palliation – i en ny form – efter Nordic Specialist Course in Palliative Medicin desværre nedlægges med afslutningen af næste kursusrække.
- At vi på sigt skal have et lægeligt speciale i palliativ medicin. Jeg er enormt stolt af, at vi nu har fået en national teoretisk uddannelse.
- At alle selskabets medlemmer får størst mulig mulighed for at deltage og have indflydelse på selskabets arbejde.
Jeg vil gerne fortsætte i arbejdsgruppen for ”DSPaM’s værdier og visioner for det palliative felt” og mener, at det er vigtigt, at vi sikrer bred opbakning og ejerskab gennem involvering af alle selskabets medlemmer. ”DSPaMs værdier og visioner for det palliative felt” skal skabe forståelse for, hvad der skal til for at sikre bedre lindring af alle patienter med alvorlig sygdom i Danmark – på alle niveauer og i alle sektorer. Et klart budskab til befolkningen, patientforeningerne, kollegaerne og beslutningstagerne, som ligger i tråd med de visioner jeg har for selskabets indflydelse på palliation i Danmark.
Jeg har fortsat en enorm lyst til at være en del af initiativrige kræfter i arbejdet med at udbrede palliation i Danmark – derfor genopstiller jeg til bestyrelsen.
Med venlig hilsen
Emma Helledie
Dorte Lange Høst
Kære medlemmer af DSPaM
Jeg hedder Dorte Høst og har stor lyst til fortsat at deltage i bestyrelsesarbejdet i Dansk Selskab for Palliativ Medicin, som jeg har gjort de sidste 2 år.
Jeg er speciallæge i Samfundsmedicin og har været fagområdespecialist siden maj 2017.
De seneste 7 år har jeg arbejdet i specialiseret palliativ indsats.
Jeg er ansat som overlæge i Enhed for lindrende behandling på Regionshospitalet i Gødstrup, hvor jeg har mine kliniske funktioner primært i vores palliative sengeafsnit.
Udover mit kliniske arbejde er jeg ansvarlig for palliativ uddannelse og udvikling på sygehuset og med vores nærmeste samarbejdspartnere.
Siden sommeren 2022 har jeg været hovedkursusleder for den nye danske teoretiske uddannelse i palliativ medicin, som starter i januar 2023.
Mit primære fokus i bestyrelsesarbejdet er:
- Uddannelse og kompetenceudvikling i selskabet uddannelsesudvalg og i etableringen af den teoretiske danske uddannelse
- Nationalt fagligt fællesskab ved sikring af Årsmøder af faglig høj kvalitet
- Arbejdet mod et speciale for Palliativ medicin
Jeg genopstiller til det kommende valg til DSPaM´s bestyrelsen og håber at kunne fortsætte mit arbejde der.
Venlig hilsen
Dorte Høst